Agurk

Agurk – Cucumis sativus

Der findes  flere slags agurker: drueagurker, asier og salatagurker. Her omtales i første omgang kun salatagurk.Men jeg vil dog her i 2015 prøve at dyrke drueagurker, og så snart jeg har fået erfaring med dem, vil jeg også skrive om dem.

Salatagurk (slangeagurk)
Agurk Futura

Agurk, basilikumSalatagurker er følsomme planter, der kræver læ og varme, så de dyrkes i drivhus. Og hvis det er et hobbydrivhus uden tilskudsvarme, plantes de først ud i drivhuset sidst i maj ( ca. 20. maj). Hvis du selv opformerer planterne kan du så i vindueskarmen sidst i april. Men da 1-2 agurkplanter kan forsyne en familie, kan man jo også vælge at købe planterne. To planter koster ca. det samme som en pose frø (hvori der som regel er 5 frø). Hvis du køber planter, så køb et sted, hvor de står beskyttet og passes godt. Køb aldrig en agurkplante (eller tomatplante), der er stillet uden for forretningen i blæst. Hvis sådan en plante tilmed har været udtørret, er den umulig at få i gang igen.

Billeder: T.v.: To agurkplanter (sået og opformeret i et stuevindue) står og vænner sig til tilværelsen i drivhuset inden udplantning. Bagved står basilikum. Til højre for dem ses en tomatplante, der allerede har vokset i drivhuset i 3 uger. T.h. Sorten ‘Futura’.

Sorter: I gamle dage havde sorterne hanblomster, og da havde man et stort arbejde med at pille hanblomsterne af for at undgå at agurkerne blev bestøvet og udviklede en masse kerner. I dag har man udviklet sorter kun med hunblomster (næsten). Så vælg en nyere sort og gerne en, der er resistent overfor meldug. Der findes desværre ikke nogen sorter, der er resistent overfor agurkeskimmel. Der er især to slags, de alm. lange salatagurker og de korte såkaldte skoleagurker, der ikke bliver længere end at de kan ligge i madkassen. Sorter af den alm. lange salatagurk: ‘Futura F1′ (Bitterfri og meldugtolerant sort forædlet af Dæhnfeldt) og ‘Fitness’ (nok lidt mere robust end ‘Futura’ og også meldugsresistent), Skoleagurker: ‘Diva’, ‘Maram F1′ og ‘Greenwood’.
Dyrkning: Hvis du har agurkplanterne i en plantesæk, så sørg for en med kvalitetsjord. Jeg dyrker direkte i jorden i drivhuset, en jord som skiftes ud hvert år, og som består af meget kompostmuld. Plant altid agurk i det luneste hjørne af drivhuset. Agurk kræver mere varme og mere sol end tomat. Jeg har agurkplanten i en bundløs plasticpotte, som sættes halvt ned i drivhusjorden. Planten har jo alle sine rødder i potten, så de første dage vandes der i potten med tempereret vand. Så snart jeg kan se, at planten er i vækst, undgår jeg at vande i potten, men vander på jorden ved siden af potten. Dette er for at undgå rodhalsråd. Efterhånden som agurkplanten vokser vander jeg i en rundkreds lidt væk fra potten for at tvinge plantens rødder længere ud i drivhusjorden. Herefter skal jorden i potten se tør ud – stadig for at undgå rodhalsråd. Men husk at agurkplanten aldrig må tørre ud eller mangle vand. I starten vandes i tempereret vand, da kold vandværksvand fra hanen kan dræbe plantens nye rødder. Hverken jordtemperatur eller lufttemperatur må komme under 18 grader, for sker det, tager planten skade. Ikke mindst rødderne er udsatte ved kulde. I det hele taget er agurkplantens første tid i drivhuset kritisk. Ved stærk solskin lige efter udplantning afskærmes planten med lidt skygge. Når først planten er i god vækst vil det gavne at overbruse planten ved stærk solskin.
Beskæring: På den nederste del af planten beskæres sideskud over 1. blad (altså kun 1 agurk pr. sideskud). Ca. 60 cm oppe beskæres over 2 blade (2 agurker pr. sideskud) og 110 cm oppe over 3 blade (3 agurker pr. sideskud).

Skadedyr og Sygdomme: Mellus (små hvide fluer) og spindemider (rødt spind – små 1/3 mm skadedyr med en gullig farve – hold øje med lup). Begge skadedyr kan bekæmpes biologisk, men det skal ske i starten af angrebet. Det er snyltehveps, der angriber mellus og rovmider, der angriber spindemider. Hvis angrebet først viser sig sidst på sæsonen – i august – er det ikke umagen værd at foranstalte biologisk bekæmpelse (det er jo ikke gratis). Så med sene angreb er det bedst bare at rydde agurkeplanterne ud af drivhuset inden skadedyrene går til angreb på andre planter i drivhuset. Til den tid har man jo sikkert også velsmagende sommersquash i køkkenhaven, og de er såmænd en fuldgod erstatning for salatagurker.

Madlavning: Salatagurk bruges først og fremmest i frisk tilstand, enten som pynt på smørebrød eller i forskellige salater (f.eks. den græske salat Tsatsikji. Kan også serveres som snacks. Se under opskrifter en god agurkesalat.

 
 

Leave a reply