Citronmelisse

Citronmelisse (Melissa officinalis)

Melisse i vin og øl – de melankolske bliver herved lystige og det styrker hjertet. (gammelt ord)

Citromelisse eller Hjertensfryd, som den også kaldes, er en fantastisk citronsmagende krydderurt. Har man den først, har man den for altid, men det er nu især fordi den vokser så godt, er hårdfør og tilmed sår sig selv. Til sidst efter et par år kan man synes, man har alt for meget citronmelisse. Så er det klogt at dele den og i det hele taget holde den lidt i ave. Den bliver godt ½ meter høj, har grønne savtakkede blade og blomstrer med små hvide læbeblomster i bladhjørnerne. Den blomstrer i juli/august og trækker en masse bier til (melisse betyder honning). Lad også dem få fornøjelsen af planten og klip den evt. derefter ned, så den ikke spreder sine frø alt for vildt. En nedklipning har også den virkning, at planten giver nye frisk-grønne blade.
Sidst på efteråret kan man grave lidt citronmelisse op og plante den i en potte og til vinter drive den frem i vindueskarmen.

Dyrkning: Som det fremgår af ovenstående er den nem at dyrke. Så frøene indendøre tidligt i foråret og plant den senere ud. Placér den ikke i krydderurtebedet, for den har det med at overtage hele bedet. Citronmelisse tåler halvskygge eller lysskygge, så du kan placere den under et frugttræ eller mellem nogle frugtbuske lidt væk i haven. Her er den nemmere at styre.

Historie: Citronmelissen stammer fra Orienten, og er som så mange andre krydderurter ført hertil af munkene – nok ikke for smagens skyld – men på grund af dens medicinske egenskaber.

OLYMPUS DIGITAL CAMERACitronmelisse, gulbrFoto Til venstre: Den alm. citronmelisse, Melisse officinalis. Til højre: den gulplettede citronmelisse, Melisse officinalis var. variegata. Den sidste vil gerne have endnu mere skygge.

I madlavningen: Citronmelisse bruges som grønt drys i salat, som fiskekrydderi, i fiskesauce og majonaise og som smag på dressinger, der skal smage af citron. Kan også tilføre kager citronsmag. Blade bruges også som pynt på desserter.

Kan også anvendes i kryddereddike, evt. sammen med fransk estragon.
Næste gang du skal have fisk eller kylling i ovnen, så prøv at drysse hakkede citronmelisseblade over.
Og endelig er den fortræffelig til te. Knib topskud af planten og hæld kogende vand på. Og man har en god te før sengetid, for citronmelisse virker beroligende og får en til at stresse af og falde til ro.

Citronmelisse bruges også i kosmetikken. Og man kan selv lave et udkog af den og hælde det i badevandet til et beroligende og velduftende bad.

Leave a reply