Foredrag

Foredragsvirksomhed

Anders Bech

ANDERS BECH.

Jeg holdt d. 4. okt. 2017 mit sidste have-foredrag ved en ‘afskedsreception’.
Det blev til 263 have-foredrag siden jeg gik på pension i 2003.
Der kom 150 og hørte mit sidste foredrag. Jeg har været meget glad for mine ture rundt i landet. Der var stadig bud efter mig, men jeg følte, at der nu skulle sættes et punktum. Tak til alle, der har hyret mig, og har ønskes at høre på  mig.
Denne side vil ved lejlighed udgå og blive erstattet med en side om ‘det nordiske’ (nordisk spisehave).

Haveskribent og seminarielektor. Ekspert i køkkenhave og krydderurter
Egen nyttehave med ca. 450 forskellige spiselige afgrøder (heraf ca. 175 krydderurter).
Bestræbelserne i haven går på at forene det nyttige, det naturlige, det økologiske og det æstetiske. Dette er også inspirationen i nedenstående foredrag..
Har haft over 250 foredragsaftener i 70 forskellige havekredse og skrevet over 200 haveartikler. Har optrådt i alle Haveselskabets regioner i Jylland og på Fyn og på Sjælland. Desuden holdt foredrag og kurser i grønne foreninger, hjerteforeninger, diabetesforeninger, seniorklubber, landboforeninger og i institutioner for handicappede.
Adr.: Havrevænget 24, 7500 Holstebro. Tlf.: 97 42 22 15 / mobil: 60 82 22 15. E-mail: via-kontakt-siden.

FOREDRAGS-EMNER:

SMUK KØKKENHAVE – AFTEN:
Før kaffen:
EN SMUK KØKKENHAVE
En køkkenhave skal være til nytte, men den kan samtidig være en fryd for øjet. Det handler
om stor variation, om valg af såvel nye som gamle køkkenurter og om at dyrke urterne økologisk. I særlig grad beskrives, hvordan man planlægger en dekorativ køkkenhave (en portager-have) – uden bar jord – med grønsager, krydderurter, blomster og dækafgrøder. Foredrag + lysbilleder. Ca. 5 kvarter.
Efter kaffen:
SPISELIGE BLOMSTER
I østen har man i mange år spist blomster. Nu vinder det også frem herhjemme. Mange blomster er – udover at de pynter – også sunde, idet de er rige på antioxydanter og sporstoffer. Der fortælles både om de sunde blomster – og om dem, man absolut skal undgå, for det er som med svampe: nogen er giftige. Foredrag + lysbilleder. Ca. 3 kvarter. Holdes foredraget i tidsrummet maj-okt. medbringes en udstilling med spiselige blomster og smagsprøver/opskrifter.
Foredraget: ’Portager-haver i Danmark og andre lande’ (se nedenfor) vil også passe godt som andet foredrag til denne aften.

Nordisk c

NORDISK HAVE – AFTEN:
Før kaffen:
SUND VIA NORDISK KØKKENHAVE.
Der er forskningsmæssigt belæg for, at ny nordisk mad er meget sundt. Det modvirker højt blodtryk, diabetes 2, overvægt, kræft m.v. Det handler i høj grad om rodfrugter, kål, ærter, kartofler, salat, frugt, bær, persille, ramsløg osv. Altsammen urter, som naturligt gror i det nordiske klima, og som derfor også er nemme at dyrke i køkkenhaven. Ellers handler nordisk mad om groft brød, mindre kød og mere fisk. I foredraget fortælles, hvordan man planlægger nyttehaven, så der året rundt kan hentes nordisk grønt og frugt i haven. Der gives fif til hvordan det dyrkes økologisk. Der er megen inspiration at hente både for dem, der har en lille køkkenhave med et par højbede, og for dem, der ønsker en større køkkenhave. Desuden belyser foredraget, hvorfor nordisk grønt og frugt er så sundt. Endelig har vi en udstilling af typiske nordiske urter med.
Efter kaffen:
DEMONSTRATION AF NY NORDISK MAD.
Sammen med min hustru, Tove Bech, fortæller vi om og demonstrerer tilberedning af spændende nordiske retter. Det slutter med smagsprøver og opskrifter til alle. Ca. 1 time.

Rodfrugtforedrag

RODFRUGT – AFTEN:
Før kaffen:
TILBAGE TIL RØDDERNE.
Rodfrugter er utrolig sunde og tillige nemme at dyrke. De kan høstes eller hentes fra kulen året rundt. De enkelte arter findes i mange sorter, farver og med forskellig smag, så de er også sjove. De kan bruges i forretter, hovedretter, i salatskålen og til desserter. Rodfrugter er med god grund blevet trend i køkkenhave og i køkkenet. Foredraget sætter spot på de spændende sorter, på dyrkningen, opbevaringen og på de mange anvendelsesmuligheder. Foredrag + lysbilleder. Ca. 1 time.

Efter kaffen:
RETTER MED RODFRUGTER – EN MASSE MULIGHEDER:
Sammen med min hustru, Tove Bech, fortæller vi om og demonstrerer tilberedning med rodfrugter. Samt viser en masse sorter. Det slutter med smagsprøver og opskrifter til alle. Ca. 1 time.

KRYDDERURTE – AFTEN:
Før kaffen:
KRYDDERURTER GIVER PIFT TIL HAVEN OG MAVEN
Krydderurter er smukke og nemme at dyrke. Med dem bliver haven en sansehave. Og maden -fremstillet i køkkenet – får nye dimensioner af sanselig nydelse. I foredraget fortælles om krydderurtehaven og om de enkelte krydderurter og deres anvendelse. Foredrag + lysbilleder. Ca. 1 time.
Efter kaffen:
KRYDDERURTE-DEMONSTRATIONER
Sammen med min hustru, Tove Bech, viser vi, hvordan man laver kryddersalt, kryddereddike, urte-te, krydret mad osv., og giver smagsprøver og uddeler opskrifter. Desuden medbringer vi en krydderurteudstilling med ca. 25 forskellige krydderurter i krukker og potter. Ca. 1 time.

SPISEHAVE-AFTEN:
Før kaffen:
SMUK, SUND, SANSELIG SPISEHAVE med STORE SMAGSOPLEVELSER
Spisehaven er igen blevet trendy. Og den skal helst være sanselig, smuk og sund, men også enkel, så den unge, travle familie kan overkomme den.Foredraget belyser, hvordan haven leverer sjove, sunde og friske grønsager og frugt, men også hvordan det hele sammensættes, så det både bliver en fryd for øjet ude i haven, og en fryd for ganen ved spisebordet. Men uden at det bliver alt for kompliceret.Enkle arbejdsgange og planer omtales.
Efter kaffen:
EN SPISEHAVE, SOM DINE BØRN/BØRNEBØRN VIL HUSKE DIG FOR – FOR ALTID
Hvad får børns tænder til at løbe i vand – Hvad kan børn selv dyrke – Hvordan får børn uforglemmelige smagsoplevelser.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

SALAT – AFTEN:
Før kaffen:
SALATSKÅLEN
Ved dette foredrag deltager min hustru Tove Bech, og vi demonstrerer sammen tilberedning af 5 forskellige salater af årstidens grønsager. Handler om en masse forskellige af årstidens grønsager, frugt og krydderurter, der er gode i salatskålen. Vi fortæller om velegnede urter fra haven, men er mest optaget af at demonstrere, hvordan man laver en sund og velsmagende salat. Der fortælles om dressingen og vises pyntning. Opskrifter til alle. Foredrag, demonstration + smagsprøver. Ca. 1 time.
Efter kaffen:
EN HAVE DER LEVERER INGREDIENSER TIL SALATSKÅLEN ÅRET RUNDT
Et lysbilledforedrag der viser tilrettelæggelsen og dyrkningen af en nyttehave, der leverer ingredienser til salatskålen til hver eneste måned året rundt. Ca. 1 time.

 

Andre foredragsemner til før kaffen:

DRIVHUSET
Foredraget omhandler valg af drivhus, placering og dyrkning i drivhus. Forkultivering i drivhus. Nytteplanter i drivhus (herunder: Tomater der smager, agurker uden sygdomme, chili med forskellig styrke, basilikum osv). Hvordan undgås sygdomme? Jord, dyrkningsmedie. Vanding, gødskning. Rengøring. Drivhuset om vinteren. Drivhuset som arbejdsrum og opholdsrum. En mindre formering (med varme) inde i drivhuset til såning, forkultivering osv. i det tidlige forår. Ca. 1 time.

HØJBEDE
Det er blevet meget populært at dyrke grønsager og krydderurter i højbede. Foredraget omhandler fordele og ulemper ved højbede. Anlæg af højbede. Hvordan bliver et anlæg smukt og funktionelt? Jordforbedring i højbede. Dyrkning i højbede. Værn mod larver og snegle i højbede. Foredraget bygger på egne forsøg og erfaringer med selvforsynende urtehave i højbede. Ca. 1 time.

SÅDAN SKYDES FORÅRET IGANG I HAVEN.
Kunsten at så drivhusplanter, grønsager, sommerblomster, og stauder. Både når der sås direkte i haven og når der startes op i vindueskarm eller forkultiveres i drivhus. Der vil blive fortalt om forberedelserne, “bekvem” såjord, temperaturer, lys, spireproblemer, prikling, udplantning osv. Foredragsholderen dyrker selv over 400 forskellige spiselige afgrøder i drivhus og urtehave, og laver selv alle planterne (også sommerblomster og stauder) i vindueskarm og drivhus eller sår direkte i haven. Alle tilhørere vil få en pose gratis frø og få vejledning vedr. såning, spireforhold mm. Ca. 6 kvarter.

MIN HAVE ER: TERAPI – MOTION – OPLEVELSER – SPISEKAMMER. KAN DEN OGSÅ BLIVE MIN SLAP AF-OTIUM-HAVE?
Haven giver os meget. Måske også meget arbejde. Foredraget beskriver al den livskvalitet, som haven kan give os. Men også hvordan vi omstiller haven til også i vort otium at give mange glæder – uden så meget arbejde. Ca. 1 time.

KØKKENHAVE FOR BEGYNDERE.
”Persillefrø der ikke spirer, kål der vælter, gulerødder fulde af larver”. Det kan få mange til at opgive køkkenhaven. Start med succesoplevelser, og mærk glæden over egne køkkenurter. I foredraget gives enkle og nødvendige råd til at komme i gang med køkkenhaven. Mange gode tips og ingen krav om højbede og dybdegravning og andre arbejdskrævende foranstaltninger. Foredrag, lysbilleder. Ca. 5 kvarter.

INGEN GIFT PÅ MATRIKLEN.
At dyrke sin have helt uden gift og efter økologiske principper er lettere end man tror, og glæderne er store. Foredraget er dels en personlig fortælling, dels faglige udsagn. Emner som sædskifte, kompost, gødning, mangfoldighed, jorddække og biologisk skadedyrsbekæmpelse uddybes. Foredrag + lysbilleder. Ca. 5 kvarter.

NYTTEHAVEN – MIT SKATKAMMER.
At kunne hente selvdyrkede grønsager og frugt året rundt i egen have er livsbekræftende. Foredraget handler om at være selvforsynende fra egen parcelhusgrund, om årstidens grønsager og om at tilrettelægge sin egenproduktion, så der er grønsager til hver eneste måned året rundt. Foredrag + lysbilleder. Ca. 5 kvarter.

KÅL ER SUNDT.
Kål er sundt, men de er ikke altid så nemme at dyrke. Her oplyses alt om økologisk dyrkning af kål. Om hvordan larver og andre skadedyr undgåes.
Kålen har engang reddet danskerne. Den kan gøre det igen. Kåls indhold af indoler, fenoler, flavoriner, fibre, vitaminer og antioxydanter har en forebyggende virkning mod alvorlige sygdomme som kræft m.fl. Ca. 5 kvarter.

FRØ – FORVENTNINGENS GLÆDE.
Frø rummer håb og drømme. Frø der spirer får livsglæden frem. Frø indeholder håbet om en lys fremtid – og kimen til vækst.
Foredraget omhandler frøavl. Om bestøvning og om at tage sine egne frø. Om opbevaring af frø. Og om den bedste såning af frø og den bedste tilvejebringelse af faktorer, der får frøet til at spire. Forspiring og forkultivering. Ca. 5 kvarter.

Andre foredragsemner til efter kaffen:

A KOMMER MÆ MI HYWLBOR
Muntert have-causeri på jysk. Meget populær som en morsom afslutning på en have-aften. Mens der fortælles sjove historier, gives der planter, frø og smagsprøver fra ”æ hywlbor”. Kun i tidsrummet april-november. Ca. 2 kvarter.

PORTAGER-HAVER I DANMARK OG ANDRE LANDE
Portager-haven er den dekorativt anlagte køkkenhave. Udtrykket stammer fra Frankrig, hvor den mest berømte portager-have er den ornamentale køkkenhave ved Villandry-slottet i Loiredalen. Her vokser grøntsager, krydderurter og blomster i smuk forening i en renaissance-inspireret have. Haven har hvert år ½ million besøgende. Der fortælles og vises billeder fra såvel haven i Villandry som fra Fredensborg Slotshaves køkkenhave. Også andre portagerhaver omtales. Lysbilledforedrag. ca. 3 kvarter.

ANDRE EMNER:
Hvis der er ønsker om andre emner indenfor køkkenhave, krydderurter eller økologi, kan jeg muligvis også tilbyde det. Jeg er interesseret i nye opgaver. Flere af mine foredragsemner er opstået, fordi en havekreds har bestilt mig til et bestemt emne. Jeg har f.eks. på denne måde holdt følgende foredrag: ”Smuk, sund og bæredygtig – sådan!” – ”Dyrk sunde urter og spis dig til vigør og godt helbred” – ”Krydderurter for begyndere” – ”Dyrkning af bønnespirer og andre frøspirer i køkkenet” – ”Drivning af krydderurter i vindueskarmen” – ”Dyrk tomater, der smager” – ”Krydderurtehaven i krukker”  – ”Østens urter” – ”Med krydderurter følger altid en god historie”.

I havekredsene er det normalt med to foredrag på en aften og en kaffepause imellem. I de fem øverste har jeg her foreslået en naturlig sammensætning af to foredrag, men den enkelte havekreds kan naturligvis selv sammensætte emner på kryds og tværs. Man kan også nøjes med ét foredrag, som så udvides til at fylde hele aftenen.

Sammensæt en foredragsaften med f.eks. et 5-kvarters foredrag før kaffen og et 3-kvarters foredrag efter kaffen.

Ring eller mail og få en aftale. Så kommer jeg gerne og holder foredrag i jeres forening.
Honorar + prisen for materialer til de fremmødte mm. er ialt: 2000 kr. for to foredrag på en aften (normalt 5 kvarter før kaffen og 3 kvarter efter kaffen). Dertil kommer kørselsgodtgørelse. (Hvis foredraget “Salatskålen” eller “Krydderurte-demonstrationer” eller “Rodfrugt-retter, en masse muligheder” eller “Demonstration af ny nordisk mad” indgår, er prisen dog 2500 kr for en aften, da der her er to foredragsholdere og flere matererialeudgifter. Hvis jeg/vi har over 120 km til foredragsstedet lægges 500 kr oveni honoraret, for at have et tilskud til hotelovernatning.
Jeg er godkendt til folkeuniversitet og aftenskole, så måske kan foreningen få dækket nogle af udgifterne, ved at foredraget holdes i samarbejde med en aftenskole eller et folkeuniversitet.

 

Leave a reply