/ Forside / Haveskriverier / Gang i drivhuset/opdateret 1/11-2003
  Gang i drivhuset  
 


Udskriv siden

En side tilbage

Tilbage til forsiden


   

Det har ganske vist været forholdsvis koldt i marts og april, men da solen har skinnet flittigt, har der længe været gang i drivhuset. Jeg bemærkede, at ukrudtet spirede og de krukker med krydderurter der var sat til overvintring i drivhuset begyndte at gro. Derfor er drivhuset for længe siden rengjort. Jorden er skiftet ud. Der er sået, blomkålene er for længst plantet ud i jorden og vil snart danne hoved. Radiser og salat er fine nu. Så det er tid at komme i gang med at pusle i drivhuset nu, hvis det ikke er sket..

Rengøring
Hvis drivhuset ikke er rengjort i foråret, er der sikkert alger på ruderne og utøj har overvintret. Derfor er det en god ide at vaske drivhuset grundigt indvendigt med sæbevand, og skylle efter med slangen. Hvis man dyrker økologisk direkte i jorden er det endvidere klogt at udskifte de to øverste spadestik jord. I nederste spadestik lægger jeg dyregødning og kompost. Ovenpå kommer først et lag muldjord fra haven og ovenpå et lag spagnum. Det sidste for at være fri for spirende ukrudt i drivhuset.

Isolering og varme
I marts og april, hvor der stadig kan komme frost har jeg isoleret med folie (et dobbeltlag plastic). Derved er der mindre varmetab om natten. Solens varme, der passerer plasticen, holdes længere i drivhuset. Frøene kan sås i en spirekasse. Jeg har faktisk på et bord lavet et "drivhus" med undervarme inde i drivhuset. Mindre kan sagtens gøre det. Nedgravet dyregødning giver også varme til jorden, fordi den gærer. En lille petroleumsbrænder kan eventuelt stå klar på jorden, hvis der meldes om frost.

Lav selv planter
I foråret er drivhuset velegnet til at starte planter op i. Hvis man sår ude i en for kold jord, spirer frøene ikke. Måske rådner de eller evt. spirer dør. Men inde i drivhuset er der den varme og beskyttelse, der skal til. Salatfrøene spirer lystigt og kan en uge efter såning prikles og senere plantes ud i drivhuset eller ud i køkkenhaven. På denne måde starter jeg flere urter inde i drivhuset, f.eks. kål, porrer, blegselleri og krydderurter og senere midt i maj sukkermajs, squash og bønner. Bønner kan man jo godt så direkte på friland, men i nogle år døjede jeg med bønnefluer, der angreb de spæde bønneplanter. Så gik jeg i gang med at så bønnerne i urtepotter inde i drivhuset og plante dem ud, når de har 3-4 blade. Siden har der ingen angreb været på bønnerne og bønnehøsten er blevet fremskyndet og udbyttet større, så det er jeg fortsat med, selv om der måske ikke mere er bønnefluer i jorden. Drivhuset virker altså her i foråret som planteskole for planter der senere plantes ud i haven.
Det er også nærliggende selv at så sommerblomster i drivhuset.

Tomater, peber og agurker
Dette er vel de almindeligste sommerafgrøder i drivhuset. Plant dem ikke for tidligt. Tomat og peber kræver 15-17 grader og agurk 20 grader i jordvarme.
Vælg sorterne med omhu. Et år havde jeg 14 forskellige tomatsorter for at afprøve smag, udbytte og modstandsdygtighed mod sygdomme. Og der var bestemt tydelige forskelle. Siden udvalgte jeg 3-4 faste tomatsorter, men kan dog ikke dy mig for at afprøve en ny sort hvert år. Men jeg fristes aldrig mere af varehusenes tilbud om uidentificerede tomatplanter til 10 kr. pr. stk. Når der bare står bøf eller sherrytomat, kan man roligt gå ud fra, at det er en eller anden tomatsort med ringe smag tiltrukket af billige frø. I betragtning af, at en velpasset sherrytomatplante bærer op til 1000 frugter, så hellere give 15-20 kr. for den rigtige end at give 10 kr. for en elendig.
Smag bør stå øverst på listen, når man avler sine egne grønsager, og i det her tilfælde selvfølgelig også sorter, der egner sig til hobbydrivhus. Indtil videre vil jeg anbefale følgende tomatsorter: Sherrytomat: Favorita. Cocktailtomat (lidt større): Aranka. Almindelig tomat: Elin eller Jamaica. Bøftomat: Capello eller Brandywine. Blommetomat: Flavorino.
En god pebersort er Cadice. Peber planter jeg altid i store potter, så kan de nemlig flyttes ud i en periode med voldsom varme. Her får de nemlig let lus og ude er lusene lette at skylle væk ved at sprøjte vand på fra vandslangen.
Vent med at plante agurkplanterne til sidst i maj. Prøv såvel den alm. Futura som den lille madkasse-salatagurk Maram.
Selv om drivhuset her i foråret let kommer til at bugne af planter, der venter på at komme ud i haven, så prøv alligevel at få plads til lidt blomsterpragt og et par stole, så man kan sætte sig i sit lune "paradis" og nyde eftermiddagskaffen.

(Denne artikel blev bragt i Holstebro Dagblad 9/5 2001, copyright Anders Bech)