Julesalat

Julesalat – Cichorium intybus var. foliosum

Julesalat, egen avl
Julesalat skal først gro til i køkkenhaven. I november graves rødderne op, for senere at drive dem i bryggers. Juleslat er en cikoriesalat og er derfor bitter, men bitterheden udvikles især ved lys. Derfor drives julesalat frem i mørke. Så snart en skåret julesalat kommer frem i lyset (hvad den gør i forretningen) udvikler den mere bitterhed. Så når den har ligget i forretningen 4-5 dage kan den virke for bitter. Men ens egne julesalat-hoveder skæres i mørke og kommer straks i salaten og har derfor den helt rigtige sød-bitre og sprøde smag, som kendetegner en god julesalat.

Julesalat, pastinak, morgenfrue

Foto: Julesalat står her (med de store blade) ved siden af pastinak. Morgenfrue som kant.

Julesalat har først en tilgroningsperiode på friland. I november inden der har været 5 graders frost, graves rødderne op. Det er godt at lade rødderne ligge med toppen nogle dage og modne. Derefter skæres bladene af (hjerteskuddet bevares dog). Rødderne lægges i sand med hjerteskuddet opad i en kølig, men frostfri kule. Herefter bruges rødderne efterhånden til drivning i mørke ved 15-20 grader. Det lyder besværligt, men det er både såre enkelt og rigtig sjovt at dyrke julesalat – så gå bare igang.

Dyrkning: Sørg for at såjorden er løs (som til gulerødder, pastinakker og andre rodfrugter, der gerne skal kunne gro uhindret langt ned). Sås i rækker i maj, 30 cm mellem rækkerne. Det kan være vanskeligt at finde frø, men enkelte frøfirmaer fører efterhånden julesalat-frø.. Udtynd rækkerne, så der kan dannes store rødder (7-10 cm mellem hver plante).

Drivning af julesalat: Det er en god idé selv at fremdrive sine julesalat, fordi købte julesalat ofte er for bitre (se indledningen øverst). Når jeg skal drive julesalat frem, sætter jeg rødderne i jord i store potter (10 liters). 5 rødder i en potte. Vander potten og stiller den mørkt under bryggersbordet (sætter en omvendt potte eller spand over). Ca. 15-17 graders varme er ideelt. Hold jorden fugtig i hele perioden. I løbet af 3 uger kan man høste første-klasses julesalathoveder. I perioden 1. dec. til 1. marts stiller jeg en potte til drivning ca. hver 10. dag. På den måde har vi i hele perioden altid julesalathoveder klar til skæring.

Madlavning: Hold de afskårne hoveder i mørke i køleskabet, da vedvarende lys gør at salaten bliver mere bitter. Julesalat er først og fremmest fin rå i salatskålen og kan her blandes med flere ingredienser. Æble, appelsin, avokado, selleri, feldsalat, roquefort mv. Man kan også blanchere eller stege julesalat.

Copyright: Holstebro Urtehave

Leave a reply