– Hoved menu
– Kategori oversigt

Lavendel

Lavandula augustifolia

Lavendel er en stedsegrøn halvbusk, der først og fremmest dyrkes for sin skønhed og sin duft. Men den bruges også som krydderurt, til medicin og ikke mindst i parfume.
I haven plantes den ofte sammen med roser, som på billedet nedenfor.


Lavendel sammen med roser i vores have

Oprindelse: : Lavendel stammer fra Middelhavslandene, hvor den stadig vokser vildt. Lavendel har været lægeplante til alle tider og blev i oldtidens Egypten brugt til balsamering.

Dyrkning: Lavendel kan sås ved frø, men ønsker man de rene hydrider, bør man stiklingeformere, hvilket ofte lykkes nemt. Lavendel skal stå solrigt og i en sanblandet,, kalkholdig jord. Lavendel skæres kraftig tilbage sidst i april eller først i maj. Lavendel tiltrækker sommerfugle og bier til haven, mens den frastøder lus.

Sorter: De mest almindelige og hårdføre i Danmark er 3 Lavandula augustifolia-typer. 1) Lavandula aug. ‘Hidcote Blue’ har meget mørklilla blomster. 2) Lavandula aug. ‘Munstead’ har en lysere lavendelblå farve og er knap så høj. Lavendula aug. ‘Rosea‘ har rosaviolette blomster.

Anvendelse: Man kan tørre lavendelbuketter ved at lade dem hænge med blomsterne nedad i nogle dage. Og derefter sætte dem i en vase uden vand til duft i badeværelse eller stue. Man kan også sy de tørrede lavendelblomster ind i poser og bruge dem som duftposer i tøjskuffer.
Man kan udtrække de duftende æteriske olier ved at hælde kogende vand på lavendelblomster og blade og bruge vandet til fodbad eller i badekarret.

Madlavning: Tørrede lavendelblomster indgår i blandingskrydderiet Herbes de Provence. Man kan pynte kager med lavendelblomster eller komme dem i en lemonade. Man kan også fryse blomster ned i isterninger og bruge dem i drinks. Og man kan gnide lammekøllen med lavendel.

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg.