| 
Dette billede
af etageløg er taget i februar måned
Månedens krydderurt - Etageløg
af Anders Bech
Kært barn har mange navne: Etageløg, topløg,
træløg, luftløg, ægyptisk løg.
Det latinske navn er Allium cepa var. Viviparum. Men er løget
så kært? Det ses sjældent i danske haver.
Og det er en skam, for har man en lille plet med etageløg,
har man altid løg – hele året. Det er en
særpræget og smuk plante, især når
den om sommeren står med et fyrværkeri af topløg
i flere etager.
Etageløg står ofte med grønne blade hele
vinteren, og hvis de fryser lidt tilbage, vokser de altid
frem igen meget før purløg. Så her har
man purløg til vinterens æggekager. Sommerens
løg på toppen af stængler er på størrelse
med perleløg eller lidt mindre. De har en fin løgsmag,
lidt stærkere end skalotteløg. De er rigtig gode
i supper, saucer og sammenkogte retter. Anvendes også
i kryddereddike og som syltekrydderi. Det er nemt at fjerne
den yderste hinde efter et minuts opkog. Endelig kan man bruge
løgene i jorden på samme måde som man bruger
almindelige løg..
Etageløg kan stå på samme sted i flere
år. Kræver blot gødning, kompost og lidt
kalk. De er hårdføre og nemme at dyrke. Løgene
formerer sig ved i jorden at danne sideløg og ved at
smide sine topløg. En omplantning sker ved at dele
jordløgene og genplante dem eller ved at plante topløg,
gerne begge dele. Lad løgene stå i flere år,
da topløgene bliver større og talrigere fra
andet år.
|