| 
Gulbroget citronmelisse, Melissa off.
var. variegata
Månedens krydderurt –
Citronmelisse.
Af Anders Bech
Citronmelisse, Melissa officinalis, kaldes også hjertensfryd,
hvilket hentyder til dens beroligende virkning på et
uroligt hjerte. Den er måske den krydderurt, der står
i flest haver. Den er en kraftigt voksende og hårdfør
staude, som også spreder sig ved selvsåning. Så
den skal holdes lidt i ave. Og klippes ned i løbet
af sæsonen, så den danner nye friske blade.
Som krydderurt er den fin sammen med fisk og kylling og
kan i øvrigt bruges dér, hvor man gerne vil
have citronsmag. De friske blade kan også bruges i salat
og til pynt på desserter. Endelig er den fortræffelig
til te. Knib et par topskud og læg dem i en kop og hæld
kogende vand på, og du har en kop beroligende te.
Den klarer sig bedst i en fugtig muldjord i let skygge.
Man bør nok ikke plante den i et blandet krydderurtebed,
fordi den vil brede sig for meget. Gem den dog ikke alt for
langt væk, men sæt den i halvskygge langs en havegang,
hvor dens duft kan nydes. Der findes en variant med gulbrogede
blade: Melissa off. var. variegata. Den er smuk, men den skal
stå i halvskygge, for i fuld sol får den visne
pletter på bladene.
Citronmelissens små hvide blomster tiltrækker
en masse bier. Den giver ligesom timian en fin smag til honningen.
|