/ Forside / potager - pryd /potagerblomste/opdateret 24/11-2008
  Potager-blomster  
 



Udskriv siden

En side tilbage

Tilbage til forsiden

Søg

 
Anders' artikel i Haven nr.2, febr. 2008. Andre fotos her end i den oprindelige artikel.


Den smukke nyttehave:
Bland blomster i urterne
Af Anders Bech

Nydehave. Køkkenhaven er til nytte, men den må også gerne være dekorativ - en fryd for øjet
Blomster skaber farver og stemning blandt grønsagerne


De fleste grønsager kræver sol og lys og minimal konkurrence fra store træers rødder, så placeringen af køkkenhaven giver sig selv: Centralt i haven, gerne mod syd og i hvert fald ikke nord for huset eller i en skyggefuld afkrog. Men dér centralt i haven ønsker man også en beplantning, der er smuk at se på. Så spørgsmålet bliver: Hvordan får køkkenhaven et æstetisk udseende?
Der er flere indfaldsvinkler til den smukke køkkenhave. Der er selve designet med bede og stier, desuden placeringen af planterne, valg af særligt smukke grønsager. og endelig er der blomsterne. Dem kommer man næppe udenom, hvis køkkenhave-rummet skal være smukt.

Snitblomster
Det har i mange år været brugt at placere skærehaven i køkkenhaven, dvs. rækker af blomster, som er velegnede at plukke til buketter hen over sommer og efterår. Der er dog ikke hele tiden pynt ved disse snitblomster, da de som grønsagerne på et tidspunkt bliver høstet i bund. Derfor er det en god ide at supplere med lave kantblomster, krydderurter, stauder og smukke mellem- og efterafgrøder af grøngødningsplanter.
Udvalget af snitblomster er stort. De plukkes løbende, så der dannes nye blomster. Hvis de får lov til at gå i frø, stopper blomstringen.

Gode snitblomster til køkkenhaven:
- Morgenfrue, Calendula officinalis. Sås direkte ud i april/maj. Den lave sort er tillige god som kantplante
- Stolt kavaler, Cosmos. Forkultiveres i drivhus og plantes ud sidst i maj eller sås direkte i bedet i maj. Lave sorter er desuden gode som kant.
- Mamelukærme, Lavetera trimestris. Sås direkte ud i maj som en række i skærehaven.
- Frøkenhat, Zinnia elegans. Forkultiveres og plantes ud i juni. Den holder længe i vasen.
- Kongekommen, Ammi majus. Forkultiveres og plantes ud i bedet. Tiltrækker de nyttige svirrefluer. Fin i blandede buketter.
- Lathyrus, Lathyrus odoratus. Forkultiveres og plantes ud sidst i maj. Klatrer op af et stativ. Kan stå som yderkant i et køkkenhavebed langs med hækken støttende sig til et trådhegn.

Kantplanter
Mange har inddelt deres køkkenhave i bede i forskellige former og med gange imellem bedene. Her er det en god idé at kante disse bede med lave rækker af sommerblomster eller med smukke et- og toårige krydderurter.
De langtidsblomstrende sommerblomster er de suverænt bedste, for så er der blomsterflor i køkkenhaven fra juni til frosten kommer. De lave sommerblomster udgør en smuk kant rundt om køkkenhavebedet, mens høje snitblomster tager sig bedst ud som rækker eller grupper inde i urtebedet.

Gode kantplanter til køkkenhaven:
- Appelsintagetes, Tagetes tenuifolia ’Tangerine Gem’. Forkultiveres i drivhus i april Kan også sås ud i maj.
- Biblomme, Lobularia maritima. Den violette er flot foran sene kål som savoy-, hvid- og rødkål.
- Dusksalvie, Salvia viridis. Sås direkte ud i april/maj. God som kant. Kan også stå på række f.eks. mellem grønkål, som den klæder. Også velegnet til snit.
- Solsikke, lav, Helianthus annuus (f.eks: ’Pacino’) . Fin både som kant eller som række/gruppe i bedet. Velegnet til snit.
- Løvemund, Antirrhinum majus. Forkultiveres. Plantes ud i maj. God til snit.
- Sommerasters, Callistephus chinensis. Forkultiveres og plantes ud i maj/juni. Kan også sås direkte sidst i maj. Velegnet til snit.
- Solhat, Rudbeckia hirta. Forkultiveres og plantes ud. Lave sorter kan stå som kant, mens de højere sorter kan stå som række eller som gruppe i bedet.
- Desuden kan jomfru i det grønne, californisk valmue og hornviol bruges med succes.
- Mange ét- og toårige krydderurter er smukke som kant, fx. kruspersille, kørvel og sortkommen. Hos blomsterkarse er sorten 'Empress of India' kompakt og sender ikke lange løbere ud.

Grøngødningsblomster
Når de første tidlige kartofler eller løgene er høstet opstår der ”sorte” pletter, som ikke ligefrem pynter i køkkenhaven og på et tidspunkt sidst på sommeren bliver det for sent at så nye kulturer. Her er det under alle omstændigheder en god idé at tilså de ”sorte” pletter med grøngødning, så man i stedet for et stykke jord med ukrudt, får et friskt grønt område.
Hvis man vælger at så honningurt eller boghvede, når man også inden vinter at få endnu et blomsterflor midt i det grønne.
Fordelen ved at så grøngødningsplanter er, at de lever af den sidste gødning i jorden. Og derved undgås at gødningen udvaskes. I stedet gemmes den vinteren over og frigives, når grøngødningen formulder.

Altså indret din nyttehave, så den også bliver en nydehave.

 


Copyright Holstebro Urtehave