/ Forside / Haveskriverier / September er plukkemoden/opdateret 21/1-2004
  September er plukkemoden  
 


Udskriv siden

En side tilbage

Tilbage til forsiden

Søg

   

Årets gang i haven
September er plukkemoden
v. Anders Bech

Rønnetræet står der med tunge klaser af koralrøde bær og med septembers blå himmel som baggrund. Kan man se noget smukkere? “Mange rønnebær spår en streng vinter”, siger man. Og forleden hørte jeg, at “et par rønnebær om dagen holder forkølelsen væk”. Om der overhovedet er hold i det, aner jeg ikke, men nu hænger der klaser af rønnebær til tørre i vort køkken (det er om at have “medicinen” indenfor rækkevidde.). De pynter vældigt op, og skulle vi glemme at spise af dem, vil de være kræs for fuglene til vinter. Jeg har også lagt nogle rønnebær i fryseren. De skal på en Brøndums snaps. I den form virker de måske endnu bedre mod forkølelse!
Men der er mange andre bær i september, og man kan blive helt husholderisk, når man plukker både hyben, brombær og hyldebær. Og hvad gør man med alle blommerne i haven. Igen må vi konstatere, at om efteråret er vor fryser for lille, og noget må henkoges til marmelade og saft eller gives væk.
Den varme sommer har været god for bønnerne, og dem skal der også være plads til i fryseren.
Æbler og pærer plukkes, når de er plukkemodne, dvs. når de løsner ved et lille drej opefter. Nogle sorter er plukkemodne i september. Andre bør vente til oktober. Men vent ikke på, at blæsten plukker dem alle, for nedfaldsfrugt holder sig ikke så længe.
Hvis blommetræerne trænger til beskæring eller bærbuskene til udtynding, så gør det, inden de taber bladene. Venter man med at beskære dem til vinter eller tidlig forår, som man gør med æble- og pæretræerne, kan de forbløde. De hindbærstængler, der har båret i år, skal fjernes i jordhøjde, og de nye skal udtyndes til ca. 10 pr. løbende meter.
September er normalt en varm måned. Alt gror endnu og mange blomster og stauder pryder haven. Man kan svømme helt hen en morgen i staudehaven, hvor duggen sidder i edderkoppespindene. Det må man simpelthen ud at opleve, inden man farer af sted på arbejde.
I september kalder havearbejdet igen. Forårs- og sommerblomstrende stauder kan deles og omplantes, og det er tid at plante stedsegrønne buske og træer. Det er også en god måned at plante klematis i, men husk at give dem god jord. Grav et 45 cm dybt hul. I bunden lægges omsat staldgødning eller god kompost iblandet benmel. Resten af hullet fyldes med en blanding af kompost, god muldjord og evt. lidt spagnum. Bland også lidt benmel heri. Og plant så klematissen ca. 10 cm dybere end den stod i potten. Skal den stå op ad en mur, så plant den 35 cm væk fra muren, fordi det er alt for tørt helt inde ved muren.
I september sættes påske- og pinseliljeløg, mens tulipanløgene godt kan vente til oktober. I det hele taget er der en del arbejde at gøre, men det jeg ikke når nu, når jeg vel i oktober. Efter denne dejlige sommer vil jeg ikke tænke på vinter, og heldigvis skal den økologiske have ikke efterårsgraves.

Artiklen blev bragt i Holstebro Dagbladed d. 3. sept. 1997.