/ Forside / Køkkenurter og frugt / Tomatens smag / blindtest 2004/updateret d. 13. aug. 2004
  Tomatens smag - blindtest 2004  
 



Udskriv siden

En side tilbage

Tilbage til forsiden

Søg

   
Havrevænget 24, Holstebro d. 13. aug. 2004.

Blindsmagning af 13 tomatsorter - 2004.

Smagsprøvningen skete under Familie og Samfund’s kulinariske havevandring hos os d. 12 aug. 2004. Alle tomaterne er dyrket økologisk, dels i drivhus, dels på friland, hos os.

Smagsdommere:
Agnete Støjberg, konsulent i Familie og Samfund, region Ringkøbing Amt
Marie Christiansen, amtsrepræsentant i Familie og Samfund
Nana Bjerrum, formand i Langhøj-afd. af Familie og Samfund

Nr. (1 bedst) Slags - sortsnavn Points
1 Blomme - Romalino 27
2 Cherry - Favorita 25
2 Cherry - Sungold 25
4 Bøf - Brandywine 24
5 Bøf - Capello 23
6 Cocktail - Pancho 22
7 Alm klase - Elin 20
8 Cherry - Ildi 18
8 Alm. klase - Gemini (friland) 18
10 Cocktail: Dark Red-Black 17
11 Cocktail - Aranka 13
12 Alm. klase - Tigerella 12
12 Cherry - Vild 12

Elin er den anbefalede sort til hobbydrivhus, for dem der vil have en "normal" klasetomat. Det er klasetomater (Elin, Isabella, Gemini m.fl. og ubestemmelige bøf og gule tomater, man især ser i plantecentrene). Elin er en sund plante og velydende. Derfor er den god at holde fast i, selv om den også i år placerer sig midt i feltet smagsmæssigt. Det samme gælder Gemini, fordi den er velegnet til frilandsdyrkning. Allerede her først i august giver den mange røde tomater på friland. Personligt synes jeg også den smager godt og havde troet, den ville klare sig lidt bedre. Den tredie almindelige klasetomat, Tigerella, er en ny sort. Det er en rød klasetomat med gule striber, så den er lidt særpræget. Men smagen er ikke noget at skrive hjem om. Så den vil nok glide ud igen. Den vil jeg først og fremmest opfatte som en kuriositet, og nu er den afprøvet her over to år.
Af bøftomater har vi i år Brandywine og Capello. Brandywine er en gammel sort fra USA (dyrket siden 1885). Capello er en nyere bøftomat. Brandywine får hvert år mange points i smagstesten og sidste år vandt den, så den har vi holdt fast ved. Desværre er den lidt vanskelig at dyrke (den revner let og bliver skæv og klodset og har mindre ydeevne). Capello er en fin velydende bøftomat, som også i år placerer sig fornuftigt smagsmæssigt. Så den er værd at holde fast ved.
Vi har i år 4 forskellige cherrytomater. Favorita og Sungold placerer sig begge flot. Favorita er dyrkningmæssigt en af de bedste cherrytomater, og den er velydende. Sungold er en gulorange tomat og sødere i smagen. Men den giver desværre slet ikke så mange tomater som Favorita. Ildi er en ny, gul cherrytomat, nærmest blommeformet. Tomaterne sidder i store klaser. Vi synes den er så spændende, at vi nok holder fast I den, selv om den ikke klarer sig så flot I smagstesten. Den vilde cherrytomat har tomater på størrelse med kirsebær, men er smagsmæssigt ikke noget særligt. Den giver også utrolig få tomater.
I år har vi haft tre forskellige cocktailtomater. Den nye sort Pancho placerer sig bedst, så den vil vi nok fortsætte med. Aranka plejer nu også at klare sig fint smagsmæssigt, men de Aranka-tomater der indgik i smagstesten var ikke helt modne og det kan have påvirket resultatet. Den tredje cocktailtomat Dark Red-Black har vi valgt på grund af farven, næsten sort. Farvemæssigt må den betragtes som en kuriositet. Smagsmæssigt er den god, hvis man søger en syrlig cocktail-tomat, men bedømt sammen med søde tomater kan den i en smagstest falde ned på listen.
Til sidst skal omtales blommetomaten Romalino. Det er ikke første år den kommer på førstepladsen. Den virker lidt krydret i smagen og er på grund af dens faste skind velegnet til bagning i ovnen (1 time ved 100 grader, smør dem med lidt olie med hvidløg og basilikum i).

Jeg plejer efter den årlige test, at beslutte mig for at beholde 5-6 sorter og hvert år prøve 5-6 nye sorter.
Ud over smag ser jeg også på plantens sundhed og ydelse.
Så samlet vurderet vil jeg nok holde fast i følgende sorter i 2005: Alm. klasetomat: Elin til drivhus og Gemini til frilandsdyrkning, Bøf: Capello, Cherry: Favorita og måske også Ildi. Cocktail: Poncho. Blomme: Romalino eller Flavorino (vandt i 2002).
Der bliver i så fald plads til et gensyn med 6-7 sorter. Så skal der også prøves nogle for os nye sorter. Dog vil jeg også forsøge at få fat i Green Grape, som vi tidligere har haft, men hvor det ikke lykkedes at skaffe frøene i år.
Fra Toftegårds gartneri’s sortiment kunne jeg tænke mig at afprøve Gourmet, Sunsweet og DRK902, men det er jo lidt langt at køre til Køge for at købe tomatplanter.

Anders Bech

RÆKKEFØLGE VED SMAGSTEST 2001:
Capello, bøftomat - Aranka, cocktailtomat - Bistro, cherrytomat - Flavorino, blommetomat - Marmande, bøftomat - Favorita, cherrytomat - Elin, alm. klase-tomat

RÆKKEFØLGE VED SMAGSTEST 2002: Flavorino, blommetomat - Columbus, blommetomat - Romalino, blommetomat -Brandywine, bøftomat - Sungold, cherrytomat - Capello, bøftomat - Exota, cherrytomat - Favorita, cherrytomat - Green Grape, cherrytomat - Elin, alm. klasetomat - Jamaica, alm. klassetomat - Supermarkedstomat

RÆKKEFØLGE VED SMAGSTEST 2003: Brandywine, bøftomat - Favorita, cherrytomat - Flavorino, blommetomat - Elin, alm. klasetomat - Green Grape, cherytomat - Sweet 100, cherrytomat - Baronie, bøftomat - Sungold, cherrytomat - Tigerella, alm. klasetomat - Supermarkedstomat

RÆKKEFØLGE VED SMAGSTEST 2004: Romalino, blommetomat - Favorita, cherrytomat - Sungold, cherrytomat - Brandywine, bøftomat - Capello, bøftomat, Pancho, cocktailtomat -Elin, alm. klasetomat - Ildi, cherrytomat - Gemini - alm. klase - Dark-Red-Black, cocktailtomat -Aranka, cocktailtomat - Tigerella, alm. klasetomat - Vild, cherrytomat