| Kørvel
- Anthriscus
cerefolium ssp. cerefolium
Kørvel er et
dejligt krydderi, utrolig nem at dyrke. Så det
er uforståeligt, at den ikke står i enhver
have. Har man den først har man den evigt ligesom
ukrudt, så derfor hakker folk den måske
op, og desværre er det en af den slags ukrudt,
der er nem at udrydde, men som man burde lade stå.(ab).
Dyrkning: Kørvel er
en en-årig urt, der skal sås med mellemrum
ligesom salat, da den udvikler sig hurtigt (i hvert
fald fra april til august). Den går hurtigt i
blomst, sætter frø og visner. Den kørvel,
man sår sidst i august, når ikke at gå
i blomst inden vinter, og den står grøn
hele vinteren, og man kan tage af de grønne blade
hele vinteren. Kørvel klarer sig i al slags jord,
men den vil gerne have fugtigt jord og halvskygge. Står
den tørt i fuld sol, går den alt for hurtigt
i blomst og får også let gule blade. Så
en smule kørvelfrø hver 4. uge fra midt
i april til sidst i juli. Sidst i august sår jeg
så et helt bed efter en kultur i køkkenhaven,
f.eks. efter kartofler eller løg. Bredsår
ligesom jeg sår grøngødning eller
vinterafgrøde. Og denne sidste såning står
grønt hele vinteren, i hvert fald i milde vintre.
Det er nemt selv at tage frø af kørvel.
Historie: Kørvel var allerede
en yndet krydderurt hos romerne og førtes af
dem op i Europa. Hvorfor en smuk ung pige kaldes "et
flot stykke kørvel" vides ikke, men planten
har da et fint løv og de lette fine skærmblomster
er da også yndige og især den vilde kørvel
er smuk i buketter. Det er dog havekørvel, vi
spiser. Man skal holde sig fra den vilde kørvel,
da den let forveksles med de giftige vilde hundepersille
og skarntye.
Medicin: Indeholder C-vitamin, karotin,
jern og magnesium, så det er skam sundt.
Madlavning: Friske kørvelblade
anvendes i stor udstrækning i det franske køkken
- i supper, kryddersmør, saucer og især
i omeletter og æggeretter. Smager også godt
til kylling, i salat blandet med salatblade. Også
god i tomatretter. Og endelig er en kørvelsuppe
på en kold vinterdag jo fortræffelig. Kørvel
er bedst helt frisk, og da den også klarer sig
om vinteren, er det ikke svært året rundt
at hente friske grønne blade i haven. Kørvel
kan dog også holde sig i frossen tilstand (på
samme måde som persille).

|