Kvan - Angelica archangelica

Kvan er en udpræget nordisk plante. Vikingerne dyrkede den så meget, at de kaldte deres køkkenhave for 'kvangården'. Så den burde vel have haft et navn fra den nordiske mytologi, i stedet for som nu, hvor den er opkaldt efter ærkeenglen Gabriel.(ab).

Dyrkning: Kvan er to-årig. Det er en dekorativ, høj skærmplante, over 1 m høj. Den gror bedst på et fugtigt sted, gerne i halvskygge. Den gror vildt i alle de nordiske lande + Grønland. Man kan godt så den, men det er bedst at så den om efteråret, da frøet kun spirer til foråret, hvis det har været udsat for vinterens frostgrader.

Sorter: Det er den almindelige grønne dyrkede kvan, der er nævnt i overskriften. Der findes også en Rød kvan (Angelica gigas). Det er en meget smuk plante. Den anvendes ikke som køkkenurt. Men det er en pyntelig plante i staudebedet.

Historie: Kvan kaldes Nordens ginseng og har gennem tiderne været anvendt medicinsk. Den danske urtemand, Henrik Smid, skriver 1546: "Kvan er kendt overalt i landet, og alle vil have den i sin have". Han skriver videre: "Den uddriver gift, varmer og fordeler blodet. For pest drikkes knust angelik."
På Færøerne var kvanen den overvejende grønsag og spist meget. 1670: Planten fandtes i store mængder i haverne og på kirkegårde. Stængler blev spist med begærlighed. Rejsende blev budt det som en forfriskning med flødeskum eller tykmælk til. En af grundene til, at den var så populær højt mod nord, var at den modvirkede skørbug på grund af dens indhold af c-vitamin. I middelalderen blev den brugt som et middel mod pest.

Madlavning: Kvan anvendes stadig meget på Grønland, Island og på Færøerne, men ikke så meget i Danmark mere. Men unge stilke kan kandiseres og spises som slik. Ligeledes kan stilke koges sammen med raberber til grød (det sparer på sukkeret og grøden får en karakteristisk smag af kvan). Endelige er de helt unge skud (først i marts) vidunderlige i snaps. Skal bare trække i et døgn og derpå filtreres.