Hjulkrone -Borago officinalis

Har man en gang plantet hjulkrone i sin have, har man den for evigt, selv om den en en-årig. Den sår nemlig sig selv villigt og spirer frem næste forår. Undgå dog ikke af den grund denne smukke plante, da det er nemt at luge uønskede eksemplarer væk. (ab).

Dyrkning: Så hjulkrone første gang, og derefter behøver du ikke bekymre dig. Du vil som ovenfor nævnt fremover have denne urt i haven. Den trives i al slags jord. Undgå at sætte den i krydderurtebedet. Hav den hellere i et hjørne af køkkenhaven, hvor den gerne må så sig selv. Her er det også nemt at hakke lidt frøplanter, hvis der kommer for mange næste forår.

Historie: Hjulkrone stammer fra Middelhavsegnene, hvor den i dag vokser vildt. Den er siden middelalderen blevet brugt som hjertestyrkerne. Og faktisk indeholder frøolien GLA-fedtsyre, der forebygger hjerte-/karsygdomme. Harpestreng skriver omkr. 1300: indtages mod hjertesmerter, drukket med vin gør den glad. Det var bladene man spiste, som man også dengang spiste dens nære slægtning, lægekulsukker, som lægeplante. I dag ved vi at lægekulsukker er giftig og forbudt i mad. Man bør nok også holde sig fra hjulkronens blade. Fra 1600-tallet sås den herhjemme i havebede, under træer og ved gærder. Fra 1800-tallet betragtes den som prydplante, og anbefales omkring bistader.

Madlavning: I dag bruges kun blomsten til mad. Klem selve blomsten af og undgå at bruge de hårede bægerblade. Blomsten smager agurkeagtigt og pynter på salaten.

Hjulkroneblomster som pynt på en Chioggia-salat ("Dannebrog"s-rødbede)